På vej jorden rundt på racercykel – status efter 33.000 km

Vi er ved at lave en ny grafik her på Cykelvalg – og i den forbindelse kom jeg i kontakt med Thomas Skovby Andersen, der siden 2010 har været på vej jorden rundt på cykel. Her fortæller han lidt om hans tur – og hans ret anderledes cykelvalg.

Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv og din tur?

Jeg hedder Thomas Skovby Andersen og er 31 år gammel. Født og opvokset i Horsens men flyttede med familien til København som 13-årig – mit første møde med en ny kultur og (næsten) et nyt sprog. Jeg er uddannet civilingeniør fra DTU men har siddet i sadlen i stedet for på kontor de seneste fire år.

En efterårsdag i 2010 sagde jeg farvel til familie og venner på Rådhuspladsen i København. Jeg var meget usikker på hvad jeg have kastet mig ud i – de første 10 km ud af Vesterbrogade var de hårdeste på hele turen. Siden er det blevet til mere end 33000 km og mange fantastiske oplevelser på cykel gennem Østeuropa, Mellemøsten, Indien, Sydøstasien, Australian og Sydamerika. Lige nu er jeg i byen Cali i Colombia.

Man kan læse mere om turen på http://www.cyclingtheglobe.com

Thomas Skovby Andersen 1

Hvad fik dig til at tage afsted jorden rundt?

Jeg har altid godt kunne lide at cykle, og da jeg senere begyndte at rejse tænkte jeg at det ville være en oplagt mulighed at kombinere to af mine store interesser. Min første tur gik gennem Balkanlandene og varede 3 uger. Jeg var straks solgt!

Jeg havde arbejdet et par år som ingeniør men følte at udlængslen begyndte at brænde igen. Jeg vidste fra mine tidligere ture hvilken frihed og hvilke oplevelser cykelrejser kunne give. “Hvis det skal være, skal det være nu” – tænkte jeg. Min egen drøm om at cykle jorden rundt var født.

Thomas Skovby Andersen 3

Hvordan har du valgt din rute og hvor længe er du hvert sted?

Jeg tog afsted fra Danmark i Oktober måned, så første del af ruteplanlægningen var simpel – sydpå, ned til varmen, så hurtigt som muligt. Jeg var heldig at jeg fik chancen for at cykle igennem Syrien, Jordan og Egypten lige før det Arabiske forår brød ud. Det gør mig trist at se hvad der sker i regionen nu. Mit princip er at have så få planer som muligt. På den måde kan du lettere følge din intuition og være åben overfor de muligheder og oplevelser der tilbyder sig undervejs.

På den første del af turen havde jeg fart på. Jeg tror ikke jeg opholdt mig længere end 5 dage noget sted hele vejen fra Danmark til Australien. På anden del af turen har projektet ændret karakter. Jeg føler ikke længere at jeg har travlt. I stedet prioriterer jeg at holde pauser i byerne jeg kommer igennem. Her i Cali har jeg lejet et værelse i en måned og har holdt jul og nytår med nye venner. Efter 4 år på cyklen bliver jeg somme tider træt af at flytte mig fra sted til sted. Så er det tid til en pause.

Hvad er dit budget for turen og hvad gør du for at begrænse udgifterne?

Mit daglige budget er 100 kr. I billige rejselande i Asien og Sydamerika får man både et hotelværelse og 4-5 måltider om dagen for dette beløb. I dyrere lande i Europa og Australien må man være mere kreativ. Interessant nok blev Australien et af de billigste lande. Først og fremmest er der masser af Outback hvor der slet ikke er mulighed for at bruge nogle penge. Man kan stadig finde billigt mad i supermarkederne hvis man er villig til at overleve på havregryn og baked beans. Sidst men ikke mindst er den Australske gæstfrihed stor og jeg blev ofte inviteret hjem til folk.

Thomas Skovby Andersen 4

Hvad spiser du på din tur og hvor sover du?

Jeg spiser hvad de lokale spiser. I Mellemøsten var det kebab, i Indien thali. Her i Colombia hedder en af de billige lokale favoritter arepas som er majsbrød med ost og andet fyld. I de seneste måneder har jeg cyklet gennem områder med mange landsbyer, så jeg har ikke haft behov for at bruge mit gasblus. Det brugte jeg til gengæld meget på de øde strækninger i Argentina og Chile. For det meste stod menuen på pasta med tun.

Når jeg er i øde områder sover jeg næsten altid i mit telt. Efter 4 år er jeg aldrig blevet forstyret i min nattesøvn. Til gengæld er jeg utallige gange vågnet op til den mest fantastiske udsigt man kan forestille sig. Hvis jeg kommer til en by med et billigt hotel som passer ind i mit budget sover jeg der.

thomas-skovby-andersen-05x

Hvilken cykel kører du på – og hvorfor har du valgt netop den cykel?

Jeg kører på en Bianchi Via Nirone 7 C2C racercykel. Mit princip er at medbringe så lidt baggage som muligt – i bjergene gør hvert kilo en stor forskel. Med mindre vægt kan jeg komme hurtigere frem, og har større overskud til at møde de lokale og opleve stederne jeg kommer igennem. Den eneste begrænsning er at jeg er afhængig af asfalterede veje.

Da jeg cyklede igennem Argentina, Chile og Bolivia parkerede jeg dog min Bianchi hos en ven og kørte i stedet på en Scott mountainbike. Med tykke dæk og støddæmpere var det den rigtige cykel til de flere tusind kilometer øde grusveje langs Andesbjergene.

Mange cykelrejsende kører på turcykler som vægt og komfortmæssigt ligger et sted mellem racercykler og mountainbikes. Jeg har dog mødt mange som har kigget lidt misundeligt på min mountainbike på grusvejene og min lette racercykel på landevejene. Personligt er jeg mere til de ekstreme løsninger end til at gå på kompromis.

Thomas Skovby Andersen 2

Hvad har du ellers taget med af udstyr, ikke mindst cykeludstyr?

Jeg kunne ikke rejse uden min netbook computer og mit Canon DSLR kamera. Jeg kan også godt lide min Kindle fordi jeg kan medbringe flere tusinde bøger og batteriet holder i ugevis. Cykeludstyret udgøres af en Garmin GPS cykelcomputer, to Ortlieb Back-Roller Classic cykeltasker. ekstra slanger og pumpe, samt lidt værktøj.

Læs mere her: http://www.cyclingtheglobe.com/equipment/

Trænede du inden du tog afsted på din tur?

Hvis man skal på en 2 ugers cykelferie til Alperne er det uden tvivl en god idé at træne hjemmefra. På den anden side, med et årelangt cykelprojekt som dette giver det mere mening blot at bruge de første uger af turen på at køre sig i form. Det var hvad jeg gjorde.

Hvad skal der ske i fremtiden?

Colombia er det sidste land i Sydamerika inden jeg tager færgen til Panama. Derfra kommer turen til at gå op gennem Centralamerika, Mexico, det østlige USA til New York, og ind i Canada. Målet for den Amerikanske del af rejsen er at slutte på Newfoundland – samme sted som vikingen Leif Eriksen kom sejlende til fra Grønland for tusind år siden. Herfra tænker jeg at flyve til Spanien og cykle hjem til Rådhuspladsen. På den anden side er der også noget meget dragende ved hele det Afrikanske kontinent. Jeg vil se hvordan benene og hovedet har det når jeg kommer til Canada.

Thomas Skovby Andersen 6

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*